Man spekulerer altid på om det man skriver er godt nok. Den usikkerhed er alle forfatteres følgesvend. De dage man skriver godt er man høj. Andre dage, når det er svært, føler man sig bare som en ord-junkie, der ikke kan slippe en dårlig vane. Det er nemlig sådan en ekstrem langsom proces at gå gennem de etablerede forlag. Man trækker vejret gennem det man skriver – og når man ikke får det ud er det ligesom at få lukket af for luften. Man bliver kvalt.
Præcis af den grund er
det så forløsende at Kulturstyrelsen holder et arrangement om selvudgivere og
små forlag. Pludselig sidder man i en sal med en masse andre der også levede gennem
det de skriver, men på den ene eller anden måde er lige så trætte af den måde
branchen traditionelt fungerer på. Der kom mange grunde til selvudgivelse på bordet. Ind imellem føles det som om det at skrive bogen er den
letteste del af processen, mens slagsmålet med forlag og boghandlere bagefter er det sværeste.
Det starter når man
sender bogen rundt. Skal den tilbydes de tre store forlag, går der let et år
eller mere til de alle har sagt nej tak, og man kan begynde at afsøge de små. Derefter starter arbejdet med redaktøren - og siden diskussionerne om bogens design og markedsføring.
For enden af processen ligger så et par
års mulig synlighed i boghandlerne. Siden ryger man i udsalgskassen, og resten
brændes, for det kan ikke stå og fylde. Og forfatteren skal i hvert fald ikke
ha det, man får tilbudet til at købe det til nedsat pris. Men ellers er det bedre at brænde det end at give det væk. (Tænk på hvor meget promotion value for forfatterskabet der ville ligge i bare at gi det væk.)
Det hele ender for det meste med en betalingen på nogen tusind kroner, der knap gør
det ud for en månedsløn bag kassen i Netto. Og hele vejen tænker man at det bare er fordi
at ens lort ikke er til at sælge. Måske derfor er der nogen, der udgiver selv. Når man nu alligevel skal lave det meste af promotion arbejdet, og når
det nu er blevet så let at få trykt. Hvorfor så ikke tage chancen? Man kunne endda eksperimentere med selve udgivelsesprocessen?
Her i Chokoladefabrikken har vi f.eks. arbejdet med nye
måder at udgive digte på. Det sidste projekt var samarbejdet med smykkedesigneren
Gitte Helle (I kan se det i de gamle posts). Og når det gælder bøgerne beholder
jeg nu rettighederne til alle mine manuskripter selv. Hvis ”Dyrk ikke natten”
var udkommet på et etableret forlag, var den røget i udsalgskassen nu, og
resten var brændt næste år. I stedet lever den aktivt. Hver eneste gang vi løber tør
for bøger, trykker vi nogen nye, og hele det bagkatalog der plejer at forsvinde
er stadigt aktivt og genopdages når nye ting trækker opmærksomhed. Det er altså ikke den sidste udgivelse vi arbejder med. Men hele forfatterskabet.
Lige nu arbejder vi f.eks. på at få ”Blackout” udgivet igen. Det tager tid. Det koster penge. Men det er vores eget. Det bliver ved med at
leve. Og hver gang noget giver overskud, sættes nye bøger i sving. Det er ligesom at se
en have vokse. Ting der gror i stedet for at blive fældet. Nu går tiden ikke
med at vente på afslag, men på at skrive. På at trække vejret.