Michael

Michael

fredag den 20. november 2015

Carl Nielsen. Forestillingen bliver til.



Jeg blev kontaktet af Sascha fra Grønnegade Teater, der havde fået penge til at lave et stykke børneteater om Carl Nielsens barndom. Vi skulle lave en forestilling hvor hovedmålet var at eksperimentere og få ny viden. Vi var et tæt lille hold bestående af Sascha, skuespilleren Lisa, og sceneteknikeren Andreas – og så mig som forfatter. Jeg kendte allerede Sascha fra Deadline Games og jeg kendte Andreas fra Hotel Pro Forma, dengang jeg skrev ”Theremin” til Kirsten Delholm.



Lad mig sige det sådan; vi kom aldrig til at mangle ideer. Vi kastede os ud i eksperimenterne, holdt os fri af så mange almindelige konventioner vi kunne komme til. Teksterne blev bygget op i små 15 linjers historier, der kunne flyttes relativt frit rundt i forestillingen. De tekniske løsninger blev prøvet af en efter en – døde eller blev forfinede. Hele forestillingen blev modeleret op som en undersøgelse af hvor mange tilstande børnene kunne komme igennem, med magien i behold.

Første del foregik før børnene overhovedet ankom til teatret. Vi havde lavet en ”stafet” som Lisa tog ud på skolerne og afviklede. Hun gav eleverne et spørgsmål; f.eks. ”Hvorfor bliver det nat mor? ”Eleverne skulle tegne det spørgsmål. Sende tegningen videre (uden tekst) til den næste, der skulle gætte hvilket spørgsmål tegningen stillede - og tage et foto af det spørgsmål. Vi fokuserede altså på spørgsmål i stedet for svar. Lisa tog alle tegninger og fotos med hjem til sidst.

Når børnene siden ankom til forestillingen blev de ledt ind i et lille forrum, hvor Lisa modtog dem i sit kostume, med en lyrisk tekst. De blev bedt om at tegne en tegning før forestillingen og Lisa forsvandt. Mens de tegnede spillede vi Carl Nielsen fra den stille lyriske side og der bredte sig en total ro mens de arbejdede. Efterhånden som de blev færdig, lagde de tegningerne i en lille kuffert og blev ledt ind i en gang.

Her var væggene dækket af spørgsmål, tegninger og fotos fra besøget på skolen. Der hang også lange elastiske snore, og mens de gik ned ad gangen, forbandt de spørgsmål, tegninger og fotos med snorene alt efter hvordan de synes associationerne passede sammen. De efterlod et helt spind af mønstre før de var igennem.

Fra den veloplyste gang bevægede de sig ind i en mørk gang. For enden af gangen, løb et tæppe af røg hvorpå Lisas skikkelse var projiceret fra en projektor. Hun stod som en spøgelseagtig figur der dansede midt i rummet mens hun nynnede ”Solen er så rød mor”. Det var en krig at gøre røgen så jævn at der kunne projiceres på den, og finde en røg der opløstes hurtigt nok til at gangen ikke blev en stor tåge. Men det lykkedes. Ud over det professionelle grej indgik også en hårtørrer, en støvsugerslange og adskillige sugerør med bøjelige mundstykker.


Fra røg gangen, splittedes gangen til en lille labyrint der kun kunne opleves kravlende. Over, under og gennem ting. Det hele mundede ud i en sal, hvor endevæggen bestod af en stor skærm – og fire huler oplyst i hver sin farve. Først her gjorde teksten og det talte ord sin entre. 



(Læs straks mere om det i den foregående post)

Carl Nielsen fortsat. Skuespillerens entre.



I forestillingens centrale rum er de fire huler aktive når børnene kom ind. De har hver sin farve og i hulen kan man høre hvert sit fragment fra Carls liv. Korte mættede historier. Børnene kravler fra hule til hule og samler fortællingen. Hulerne er bløde og skaber et intimt rum til lytten. Hvor turen gennem labyrinten kaldte på fysisk aktivitet, er hulerne det sted hvor man går helt i lyttemode. Så pludselig standser historierne i hulerne og Lisa kommer til syne. Nogle dage fysisk, andre dage projiceret på endevæggens store skærm.




 

For os var en af de centrale undersøgelser hvordan vi kunne arbejde med skuespiller og skærm. Hvordan vi kunne holde intimiteten på tværs af skærmen og hvordan vi kunne lege med forestillingen om hvad der var virkeligt. Vi arbejdede derfor med direkte transmission vs pre-indspillet. Med effekter vs realisme og monolog vs dialog. Derudover fokuserede vi på hvordan vi kunne bruge børnetegningerne aktivt.

I første billede taler Lisa realtime med børnene fra skærmen. Det er tydeligt at hun kan se dem lige så godt som de kan se hende. På skærmen kan hun kalde døre frem, som hun går ud og ind ad. Hver gang hun går ud ændrer rummet på skærmen sig. En børnetegning dukker op og Lisa går rundt og interagerer med tegningen (og børnenes kommentarer til den). Hver tegning forestiller noget fra Carls liv. For hver ny tegning prøves nye effekter af.

Fra at være todimensionel optræder tegningen pludselig mere tredimensionel da hun pludselig kan sætte sig på ting; bænke og træstubbe. Hun kan også flyve rundt i tegningerne og skifte størrelse – blive helt lille eller meget stor. Nogle tegninger bevæger hun sig rundt i, andre gange er det tegningen der bevæger sig mens hun står stille. Men for hver tegning nye overraskelser, mens Carl historierne bliver fortalt og diskuteret med
publikum.

Ved den fjerde tegning er historien meget intens og handler om en natlig slagtning af en gris. Alle er opslugte af at følge Lisa på skærmen – da hun pludselig også står lyslevende foran skærmen. Hun er nu både på skærmen og foran skærmen. Hun diskuterer slagtningen med sig selv og med børnene. Eller med andre ord griseslagtningen er en pre-indspilning, mens Lisa live timer sine replikker så det bliver en dialog. Skiftet slår fuldstændig benene væk under børnene hver gang.

Herfra bliver en del spillet live foran børnene. Vi opdager at Lisa kan tale med sig selv på skærmen, men også stikke ting igennem skærmen (gennem små usynlige sprækker). På et tidspunkt stikker hun børnenes egne tegninger gennem skærmen – og går selv bagom skærmen og ind i tegningen. Herinde møder hun sig selv. Noget er altså pre-indspillet på skærmen, samtidigt med hun også er på skærmen i realtime.

Sidste scene synger hun duet med sig selv (Solen er så rød mor) og kommer syngende ud til publikum, mens flere og flere versioner af hende synger med på skærmen. Flere gange synger børnene også med. Efter sidste scene inviterer vi børnene ind bag skærmen med hver deres tegning. På det tidspunkt giver de sig til at optræde for hinanden, og grænsen mellem publikum og aktør opløses helt.





mandag den 17. august 2015

Blackout

Der er stadig mange der kan huske det første computerspil jeg lavede manuskript til. Og overraskende nok er der også rigtigt mange der stadig har lyst til at prøve at spille det og spørger hvordan man kan komme til det. Folk er godt klar over at det er lavet uden antydningen af 3d animation, at det er langsomt og 20 år gammelt. Men måske netop derfor er det så fedt. Der er en bestemt stemning over det, ligesom gamle film.

For dem der har de gamle cd´er, og et gammelt Windows 95 styresystem installeret på en gammel glemt pc i kælderen (eller en Machintosh med quicktime 2.5).... For dem er det muligt. Men hvem kan skaffe det længere? Resten der godt kunne tænke sig at se det køre på en i-Pad har ikke rigtigt haft muligheden. For hvem I alverden skulle gide at få et gammelt støvet spil op at køre igen? Og hvorfor?

Lad mig starte med det sidste. Udover at være det første spil jeg skrev manus til, var det også det første spil Deadline Games producerede - og den første rigtigt store computerspilsproduktion der kom ud i Danmark. Det er nok lidt friskt at sige at Blackout startede hele branchen, det gjorde det nok ikke, men det var første gang der blev arbejdet med så store budgetter, og så mange mennesker på en dansk produktion. Og indholdsmæssigt var både historien og interaktionen langt mere ambitiøst end noget der tidligere var lavet herhjemme. Så uanset hvor primitivt det må føles at spille det i dag - så er det et vaskeægte stykke kulturarv.

Så det var altså hvorfor. Men det næste spørgsmål er hvem  der skal gøre det? Der er ikke rigtigt nogen støtte til den slags genudgivelser. Salget vil højest sandsynligt være ganske beskedent. Så det skal gøres by heart. Og hvem har det hjerte?

Ja, det har vi der har lavet det dengang selvfølgelig. Det er mig, Simon Andreasen, Simon Løvind, Chris Mottes - og så AnneMette Thorhauge, der ikke var med dengang - men får at være helt ærlig, har været den der har sparket alle os gamle mænd i røven.

Endelig indbefatter det ikke mindst en idealistisk programmør, der vil sætte sig ned (uden penge up front) og programmere en demo, som vi så kan lave et kick-starter projekt ud af efterfølgende, så vi kan få finansieret resten. Så han bliver den virkelige helt i foretagendet. Vi  har allerede snakket med en del der godt gider og vove pelsen, for at få sat projektet i søen.

Så måske kommer Blackout igen til at se dagens lys og rulle over folks i-Pads. Indtil da må man nøjes med at kigge på videoer med gennemspilninger på nettet. Der står et grimt logo på skærmen når man gør det, som ikke hører hjemme i spillet - men ellers er stemningen intakt. Se selv:


torsdag den 23. juli 2015

RAIN

Jeg har været i Stuttgart og køre en workshop i forbindelse med at Teater Rampe og Instituttet for Darstellende Kunst lavede en konference. Målet var at udforske muligheden for  at forene teater og games. Det vil sige brugen af spil-dynamikker, gameplays, men også digitale teknologier.
Det kom der mange gode og forskellige bud på, fra de implicerede grupper.


Hver workshop mødtes kl . 15 og havde 3-4 timer til at lære hinanden at kende og brainstorme på content og teknologi. Derefter sov vi på det og startede næste morgen med at konceptudvikle, producere og prøve ideen af. Kl.20 blev dørene slået op for publikum, så der skulle der være et eller andet færdigt. Jeg vil  ikke nævne de andre (og gode) bidrag her, men nøjedes med at fortælle hvad vi lavede i min gruppe.

Step 1 - BRAINSTORM: Mange af de andre grupper valgte VR-teknologi som  udgangspunkt - derfor valgte vi noget andet. Vi  ville tage udgangspunkt i lyd fremfor billede og holde os relativt analoge. Vores brainstorm bevægede sig hele tiden omkring "Under vand", "Intimitet", "Hemmeligheder" og "Melankoli". Derudover ville vi  gerne arbejde med historier og brugerinddragelse.


Step 2 - KONCEPTUDVIKLING: Da vi mødtes om morgen begyndte vi at arbejde med at sætte "under vand" og "intime rum" sammen. Det skabte ideen om paraplyer, som ikke alene er under vand (regn), men også intime OG mobile. Vi gik ud og skaffede fire helt forskellige brugte paraplyer og diskuterede hvem der mon havde haft dem i hænderne før.


Step 3 - MANUS: Hvert medlem af gruppen skrev en monolog om ejeren af paraplyen, fortalt med ejerens stemme. Da de blev læst op, opdagede alle at historierne passede sammen på mange punkter. Vi nursede det lidt bagefter - men fyldte ikke forbindelserne mellem historierne helt ud. Hørte man dem alle sammen kunne det ske man så sammenhængen og historien bag, men det ville kræve noget meddigtning, og det var jo præcist intentionen.


Step 4 - PRODUKTION: Vi  indspillede en oplæsning af hver af historierne. Derefter lagde vi oplæsningerne på små memorykort, som blev sat ind i nogle små højtalere. Under alle oplæsningerne lagde vi lyden af regnvejr (og lidt fjern  torden ind imellem). Derefter monterede vi højtalerne øverst i paraplyen. Man kunne nu tænde, lytte til regnen og historien mens man gik.



Step 5 - INTERAKTION: Vi lavede en række spørgsmål, som: "Hvad er ejeren af denne paraplys hemmelighed? " eller "Hvad vil kunne gøre ejeren  af denne paraply lykkelig?" eller "Hvornår og af hvem fik paraplyens ejer det første kys? " Altsammen spørgsmål der ikke blev besvaret i teksten, men som brugeren selv formulerede svaret på. Brugerne fik et spørgsmål med når de fik paraplyen. Svarene (men ikke spørgsmålene) blev skrevet på små farvede cirkelrunde stykker af karton, der blev bundet til paraplyen. Som tiden skred frem, voksede antallet af sedler i takt med dem der havde gået med paraplyen. Oplevelsen bestod af de ord der blev sagt gennem regnen og de fragmenterede udsagn på de små sedler, som brugeren også selv bidrog til.


Step 6 - PRÆSENTATION: Vi præsenterede konceptet kl. 20 til 22 ude på det forladte baneterræn foran sporvogns garagen i Stuttgart. Det var umuligt at lukke for publikum klokken 22 - så vi fortsatte til midnat. Der sad vi og uddelte spørgsmål, fæstnede nye svar på paraplyerne, mens aftenen blev til  nat og sedlerne viftede når folk gik afsted med paraplyrne på endnu en runde.





Da vi pakkede sammen og ville kassere prototypen igen, spurgte Teater Rampe om de måtte beholde den og køre nogle ture til i fremtiden. Så den lever stadigvæk lidt nede i Stuttgart.
Vi kaldte projektet for RAIN.

Deltagere:
Sabiha Ghellal
Philipp Jonathan 
Svenja Kaeshammer
Hannes Kapsch
Michael Valeur