Alle de historier...

Der er alle de her historier der skal skrives. Det har der altid været, så langt tilbage jeg kan huske. Jeg kan ikke huske noget tidspunkt i mit liv, hvor det ikke er det jeg har gjort. Før jeg kunne skrive selv bad jeg min mor skrive historierne ned. Alle de følelser og oplevelser der pisker igennem mig hver dag er umulige at håndtere hvis ikke de får form gennem sproget. Jeg taber ikke bare fokus, men også mening med alting, hvis ikke jeg skriver. Forbavsende mange taler om det at skrive som en gave – jeg ser det mere som en last. Én ting er sikkert – jeg har ikke valgt at blive forfatter. Ordene har valgt mig.

I de perioder hvor man skriver noget som andre også holder af, er verden lys og ukompliceret. Man skriver det man er nødt til at skrive – og folk kan bruge det. Man får breve tilbage fra folk, og man kan se at de billeder man selv har haft i hovedet, pludselig også optræder hos andre mennesker. Det giver en fornemmelse af at være knyttet til verden, men også at være knyttet meget intimt til andre mennesker. Ingen komplimenter rammer dybere end litterære komplimenter, selvom man selvfølgelig aldrig aner hvad man skal svare i situationen.

Problemerne opstår når man er nødt til at skrive noget ingen andre bryder sig om. Man ved selv at man har ramt det man skal ramme. Man har fanget et billede, sat det på papiret og ved det er rigtigt. Men ingen andre kan se det. Det billede er man alene om. Det ligger som en bastard i skuffen, et vanskabt barn man ikke kan vise frem på gaden. Alligevel lister man sig i smug ned i kælderen og krammer det. Men hvor de historier der elskes af verden giver en følelsen af at høre til, giver den anden slags historier følelsen af at være alene.

Og så er der en tredje kategori. Historier der er rigtigt mange derude der kan bruge, selvom de ikke er for alle. Det er ikke krimier eller Ib Michael historier. Men de burde leve. De får komplimenter alle de steder man læser dem op, men de finder ikke et forlag. De tilstopper ens skriveflow, fordi det er umuligt at skrive noget nyt, før de er ude og lever. Sådan en bog var ”Dyrk ikke natten”. Jeg vidste den skulle ud, fordi den har sit eget publikum derude – og jeg vidste at jeg aldrig ville få færdiggjort min næste roman, så længe ”Dyrk ikke natten” lå i skuffen. 

Så derfor lavede vi vores eget forlag ”Chokoladefabrikken”. Hver bog der udkommer, har som mission at finansiere trykningen af den næste. Og for mig privat, giver det muligheden for at skrive det jeg må skrive. Bastarderne skal jeg nok blive ved at holde i skuffen, men de andre skal ud og trække vejret, især i en tid hvor de store forlag stort set kun tør binde an med krimier og kogebøger.