Grænsen

En gang fik jeg tæv i en opgang efter en demo. Jeg var blevet snuppet og lagt i håndjern ved Vesterport station. De smed mig ind i bunden af en bus fyldt med aggressive politifolk. Jeg prøvede bare at ligge helt stille. Men jeg blev aldrig kørt på stationen, de synes det var lettere at ordne det i en opgang. Turen fra bilen og ned til den opgang hvor det foregik… i selskab med tre store mænd i uniform, der bestemt ikke har tænkt sig at spille efter reglerne. Det var nogle helt særlige minutter.

Ligesom når de store drenge fangede en, da man var lille – og spærrede en inde i en kælder eller garage. Eller hvis de snuppede en ovre i skoven. Deres fornøjelse ved at se at man var ved at dø af skræk, imens man gjorde sit yderste for at komme igennem nogle øjeblikke, som man på ingen måde kunne styre. Det var samme fornemmelse når man blev snuppet af politiet sidenhen. 

Når man prøver at beskrive den slags seancer, kommer de næsten altid galt ned på papiret. Det er det forkerte der står tilbage. Historierne bliver tætte af vold, og enten ender de i offer-klynk eller små-heroiseren, som om man havde håndteret sin røvfuld med en vis værdighed. Men det er sjældent volden der er det væsentlige når det kommer til stykket, det er den ydmygelse der ligger i situationen. Skammen. Det at man flytter ud af sig selv og kroppen tvinges til at lade sig kontrollere af andre. For mig var det ubeskriveligt.

Og så kom det alligevel rigtigt ned på papiret da jeg skrev ”Grænsen”. Novellen skulle egentligt have handlet om dengang jeg sad i en bil på vej til Paris, og opdagede at chaufføren havde tænkt sig at smugle en taske med penge over grænsen. Det skulle være rammen – og historien skulle koncentrere sig om selve køreturen. Fornemmelsen af den tyske autobahn. Stemningen på de gamle færger. Følelsen af at være ung og på farten. Men den skrev sig selv videre til det ”bagefter” – som jeg ikke ville ha omtalt fra begyndelsen.

Pludselig havde jeg fanget min barndoms lukkede garager, skoletoiletter og forstadstunneller, strisserne i min ungdoms opgange, tomme banegårdspladser eller baggårde. Tilbage på papiret var den rene fornemmelse af at være i hænderne på en flok folk i uniformer. 

Det var ikke tævene der var slemme, det var mødet med dem der havde magten til at gøre hvad som helst.