Michael

Michael

søndag den 20. oktober 2013

Grænsen



En gang fik jeg tæv i en opgang efter en demo. Jeg var blevet snuppet og lagt i håndjern ved Vesterport station. De smed mig ind i bunden af en bus fyldt med aggressive politifolk. Jeg prøvede bare at ligge helt stille. Men jeg blev aldrig kørt på stationen, de synes det var lettere at ordne det i en opgang. Turen fra bilen og ned til den opgang hvor det foregik… i selskab med tre store mænd i uniform, der bestemt ikke har tænkt sig at spille efter reglerne. Det var nogle helt særlige minutter.

Ligesom når de store drenge fangede en, da man var lille – og spærrede en inde i en kælder eller garage. Eller hvis de snuppede en ovre i skoven. Deres fornøjelse ved at se at man var ved at dø af skræk, imens man gjorde sit yderste for at komme igennem nogle øjeblikke, som man på ingen måde kunne styre. Det var samme fornemmelse når man blev snuppet af politiet sidenhen. 

Når man prøver at beskrive den slags seancer, kommer de næsten altid galt ned på papiret. Det er det forkerte der står tilbage. Historierne bliver tætte af vold, og enten ender de i offer-klynk eller små-heroiseren, som om man havde håndteret sin røvfuld med en vis værdighed. Men det er sjældent volden der er det væsentlige når det kommer til stykket, det er den ydmygelse der ligger i situationen. Skammen. Det at man flytter ud af sig selv og kroppen tvinges til at lade sig kontrollere af andre. For mig var det ubeskriveligt.

Og så kom det alligevel rigtigt ned på papiret da jeg skrev ”Grænsen”. Novellen skulle egentligt have handlet om dengang jeg sad i en bil på vej til Paris, og opdagede at chaufføren havde tænkt sig at smugle en taske med penge over grænsen. Det skulle være rammen – og historien skulle koncentrere sig om selve køreturen. Fornemmelsen af den tyske autobahn. Stemningen på de gamle færger. Følelsen af at være ung og på farten. Men den skrev sig selv videre til det ”bagefter” – som jeg ikke ville ha omtalt fra begyndelsen.

Pludselig havde jeg fanget min barndoms lukkede garager, skoletoiletter og forstadstunneller, strisserne i min ungdoms opgange, tomme banegårdspladser eller baggårde. Tilbage på papiret var den rene fornemmelse af at være i hænderne på en flok folk i uniformer. 
Det var ikke tævene der var slemme, det var mødet med dem der havde magten til at gøre hvad som helst.    

lørdag den 12. oktober 2013

Mønstre




Jeg lavede Bowie foredrag i september – og her i oktober er det Nick Cave foredrag.  Undervejs kan man ikke lade være med at sidde og sammenligne dem med hinanden og med andre kunstnere; Iggy Pop og Tom Waits f.eks. Man ser parallelle mønstre alle mulige steder. Den der dramaturgi der ligger i et livsforløb hos folk der er pisket frem af et indre behov der ikke lige er til at blive færdig med. En gennemsnitlig rockkarriere for ildsjæle synes at have flere nødvendige stadier. 

Det starter med en eksplosion. Musikken dyrkes kompromisløst med stor energi, selvom der kun er tæsk i starten. Provokation, stoffer og sex følger tæt i kølvandet på et opgør med det meste af verden. Bowie mødte til pressemøder i kjole og make-up, Iggy rullede rundt i glasskår på scenen, Tom Waits mødte sejlende beruset på scenen og Nick Cave fixede under et interview… og så lavede de den her helt fantastiske musik samtidig.

Efterhånden som karrieren skred frem blev stof, druk, selvdestruktion og ego-inflation tydeligere, men det gjorde den kompromisløse nerve i musikken også. Det de lavede lykkedes mirakuløst selvom de nærmest levede på deres egen planet. Store kunstneriske trucks på vej ud over kanten. Kurt Cobain fra Nirvana og Sid Vicious døde for enden af den tur, men de andre udgav ”Station to Station”,” Kill City”, ”Tender Prey” og ”Blue Valentine”, selvom deres liv brasede sammen omkring dem.

Udenfor stod resten og verden og heppede. Jo værre de fik det med sig selv, desto ærligere synes de. Så nogen døde mens andre kvittede stoffer og sprut – ikke af moralske grunde – men fordi, med Nick Caves ord: ”at heroinen ikke virkede befriende længere”. Og Iggy Pop sagde i et interview: ”Det er så let at være tough, men det fører ingen steder hen.” Bowie forlod i 77 sit LA-jetset-narko-liv og tog til Berlin for at kvitte stofferne, med to par jeans og tre t-shirts i tasken. Han flyttede ind i en lille lejlighed sammen med Iggy.

Det interessante ved historien er det nye der dukker frem, når de har været udover kanten, men ikke er kørt i havnen. Det sker med næsten uhyggelig præcision i de fleste karrierer, når der er ca. 8 til 10 albums i bagagen. Find selv dit rock-ikon og tæl efter. Men her kommer det øjeblik hvor de giver slip på alt det de kender og som verden forventer – og laver deres mest indlevede præstationer. Fuldstændig blinde for alt andet end at ramme og beskrive den unikke følelse det er at opdage sig selv, på den anden side af deres egen myte. Hos  Bowie er det ”Heroes”. Hos  Iggy  ”The Idiot”. Hos Nick Cave ”No More Shall We Part” og hos Tom Waits er det “Franks Wild Years”.

Der er ikke noget mere fascinerende end de tidspunkter i et liv hvor rammerne sprænger. Hvor man søger helt nye veje, for at se hvor højt man kan række. Første gang sker det for at komme ud af komfortzonen, anden gang for at søge sig selv i kaos. Det kompromisløse liv er betingelsen for al god kunst. Man skal kende smerten, det er den der pisker tingene frem. Men det er ikke smerten i sig selv der skaber de største øjeblikke – det er når vi tvinges til at handle os ud af smerten og skabe det rum, der giver mulighed for at beskrive alt det vi så i mørket.