Michael

Michael

søndag den 29. september 2013

Turbo tiggeri før Fødselsdagsfesten i 1982.






Vi havde slæbt rundt på alle de der tunge kasser en gang i 82 eller 83 - dengang der stadig var noget der hed Saltlageret. Vi gjorde det for at få lov til at komme gratis ind til koncerten  med Birthday Party senere på aftenen. Vi var nemlig som sædvanligt flade. Små forstadspunkere der lige var flyttet til København. Jeg for min part boede på 12 m2 i en baggårdslejlighed i Nansensgade, der tidligere havde været opbevaringsrum for gårdmandens redskaber - men nu blev til min første lejlighed.

Vi havde aldrig penge, men slæbte ind imellem gear - og bummede for resten. Den aften havde vi slæbt, men da vi var færdige glemte dem i Saltlageret pludselig aftalen. Dem der stod i døren havde ikke hørt noget om det - og i øvrigt var der slet ikke noget der hed gæsteliste. Og ham der havde fået os til at slæbe, var kørt. Vi prøvede at forklare at de jo allesammen havde set os slæbe de sidste mange timer. Men det hjalp ikke noget. Hvis vi ville ind måtte vi betale.

Vi var rasende - men turde ikke stable os rigtigt op. Vi risikerede jo at få karantæne - og det var ubærligt. Især når Birthday Party var i byen. Så vi turbo-tiggede. Kun to timer til at skaffe billetten. Fuuuck... og ingen havde lyst til at gi os så meget som en bøjet 25 ører. Så kom der en flok tyske punks. De forreste talte kun tysk. Men dem bagved talte fint engelsk. Vi appellerede desperat - og det var først da jeg var halvvejs gennem appellen at jeg opdagede at det var Nick Cave jeg stod og tiggede småpenge af.

Jeg standsede midt i en sætning, men han gik ikke videre. I stedet standsede han op og fik hele historien. Og så hev han os med hen til folkene i døren. Vi skulle bare ind! Manden i døren ormede sig; han var slet ikke sikker på at vi havde slæbt kasser og holdt fast på at vi ikke skulle ind. Men hans øjne var begyndt at flakke. Og Nick hamrede i bordet, så stempler og penge dansede. Og råbte at han ikke spillede en tone "in this shithouse" medmindre vi blev lukket ind.

Han kunne blive så eddersplintrende rasende. Og fyren i døren blev pludselig klar over at Cave var klar til at gå hele vejen og skride med bandet. Så var vi inde. Og vi fik endda øl og et par timer efter spillede han en af de fem bedste koncerter jeg nogensinde har set.

Oktober måned er Nick Cave måned.
Over hele landet holder P6 lytteklub Nick Cave arrangementer, på forskellige biblioteker.
Jeg har sagt ja til at holde 4 foredrag i den forbindelse - hvis nogen vil høre dem er listen over tid og sted her:

Tirsdag d. 1 oktober - holder jeg foredrag på Albertslund bibliotek, fra 16:30 til 18. 
Torsdag d. 17 oktober- holder jeg foredrag på Rødovre bibliotek, fra 17:30 til 19.
Onsdag d. 23 oktober - holder jeg foredrag på Herlev Bibliotek, fra 19 til 20:30.
Tirsdag den 5 november - holder jeg foredrag på Vejle bibliotek, fra 19 til 21.




onsdag den 25. september 2013

Grænsen på Chokoladefabrikken

Ud over gulvvasken næste dag, så var den aften hvor vi lancerede "Dyrk ikke natten", årets bedste aften. Der kom bunker af mennesker - omkring 75 stykker, og de kom og gik i bølger på cirka 20-30 stykker ad gangen. Så der var masser af mennesker på besøg, men aldrig så mange af gangen, at man ikke kunne nå at drikke bobler med dem. Jeg kunne ikke have bestilt det bedre.

Vi lavede tre oplæsninger i løbet af aftenen; "Natten" da vi startede. "Forberedelse" da der var allerflest. Og sluttede af med "Grænsen", for dem der blev der helt til klokken 21. Tre meget forskellige historier, med meget forskellig musik til. Den første med "ensomme, melankolske elektroniske loops" lavet af alt lige fra fuglefløjt til gadestøj og forandret til ukendelighed i Jespers maskiner. Ved den anden novelle, smadrede vi flasker og brugte glaslyden som rytme og synth og guitarlyd ovenpå. Og i den tredje havde Jesper fisket sin første rytmeboks frem, som gav den perfekte halvfjerdser-Kraftwerk-vibe... og så fyldte han i øvrigt ud med kaos-padden for resten.

Og folk lyttede så intenst at jeg fuldstændigt gled ind i teksten og havde den der fornemmelse af, at alle i lokalet oplevede det samme lige i de 15 minutter hver af oplæsningerne varede. Det var som om min far med en fjern mine sad og hældte whisky på mig et sted i mørket, som om der lugtede af Vestegnens våde reklametryksager i hele rummet og strisserne stod i hjørnet med deres schæferhunde i kort snor.

For et par dage siden ringede Holle så og sagde at han havde filmet den sidste session (altså "Grænsen"), og at jeg var velkommen til at bruge det hvis jeg havde lyst. Og det har jeg. Hele historien varer 20 minutter, men jeg nøjes med at lægge 5 minutter op i første omgang og sige mange tak til Niels Holger, for at jeg må bruge det :) Så hvis I vil høre en historie så ligger linket nedenunder.

  

  

fredag den 20. september 2013

Bowie



Nu er det 10 år siden jeg sad på det der hotel i Greenwich Villages og ventede på at komme til at interviewe Bowie. Jeg har stadigt det gamle kassettebånd, hvor jeg lyder præcis ligeså åndssvag og stakåndet som man kunne frygte. Jeg taler engelsk som en dansk politiker, men får trods alt stillet de rigtige spørgsmål og det er tydeligt vi hygger os. Bowie var meget veloplagt.  Jeg tænker stadig tit på den dag. Så da de ringede fra Frederiksberg bibliotek, og spurgte om jeg ville komme og tale om Bowie mandag d 23, så sagde jeg ja. 

Da jeg skulle tale med ham, var der mange der sagde at jeg skulle prøve at koncentrere mig om manden bag myten. Men dybest set var det lige det modsatte jeg var ude efter. Jeg kan stadig huske hvordan Judith Thurman lavede en biografi om Karen Blixen, der på mange måder klædte myten af og fortalte hvad der lå bag litteraturen. Problemet var bare at selve kernen dermed forsvandt, for netop myten og litteraturen ER essensen af Blixen. Det vigtigste er det rige indre liv og den måde hun klæder sin tilværelse på.

På mange måder er det også sandheden om Bowie. Den skal ikke findes bag alle rollerne eller bag musikken. Den skal findes i rollerne og i musikken. Hvis man lytter til de mange Bowie interview han har givet, er de alle sammen fyldt med en meget karakteristisk blanding af fremmedhed og nærvær. Han er selv voldsomt interesseret i hvad Bowie er for én, og journalisterne tror næsten altid at han skjuler svaret – men det gør han ikke.  Hele energien i ham er at han betragter sit liv, imens han lever det. Han står udenfor og undrer sig lige så meget som journalisten. Han er en fremmed i sit eget liv. 

Når Bowie samler materiale til et nyt album, er det for det meste en beskrivelse af tiden omkring ham, som han ser den netop i det øjeblik. Han samler ind alle steder fra, med en usædvanlig bredde, og undervejs skaber det ”en krop”, som bliver Bowies egen. Han er den tid han tager på. 

Alt det har jeg tænkt mig at tale om, og spille en masse musik. Så hvis nogen keder sig kl. 18.00, på en helt almindelig mandag, så vil jeg altså sidde og snakke om Bowie på Frederiksberg bibliotek.   

 David Bowie før koncerten i Forum en måned efter interviewet.

onsdag den 11. september 2013

Nedtælling: Fredag den 13 står og venter i fabrikken

De sidste forberedelser til receptionen i Chokoladefabrikken er i gang. Jeg går her og retter playlister, som jeg godt ved ingen lægger mærke til, når først receptionen er i gang. Jeg er skiftevis bekymret for om der ikke kommer nogen eller om der kommer alt for mange til at vi kan være her.

Jeg har øvet med Jesper og har skiftevis følt at det slet ikke gik og at det aldrig har været federe. Det samme gælder novellerne, de veksler flere gange om dagen mellem at være noget bras og være fantastiske. Kort sagt, jeg er nået til det sted hvor jeg trænger til at præsentere det hele, for at fornemme hvordan det virker på folk.

Og midt i det hele er de første bestillinger begyndt at tikke ind på vores web-shop. Jeg løber til posthuset med de første bestillinger, men sagtner farten lidt før jeg når døren, så jeg kan bevæge mig derind med lidt værdighed. Så bliver tingene sendt i store forede kuverter - og jeg har lyst til at sænke prisen, så jeg kan se endnu flere forsvinde ud og finde læsere.

På en eller anden måde er det endnu federe end da jeg kom ud på de store forlag. Der slap man ligesom bogen når den var skrevet. Man delte reception med sæsonens andre forfattere, fik en opgørelse om året, men havde ingen fornemmelse af hvor mange der blev solgt. Og man gik på jagt, for at få øje på sin bog i boghandlerne. Og det skete også at den stod på en hylde under V nede langs gulvet. Vinduet var hele tiden optaget af Peter Høeg eller Ib Michael.

Nu sker det hele tæt på. Bestillingerne popper op i ens e-mail. Folk kommer med små kommentarer - man laver sin egen reception med sin egen musik. Omslaget er lavet af ens yndlingsgrafiker og alt hvad jeg har af venner og netværk har aktier i tilblivelsen af bogen. Måske bliver oplaget mindre, til gengæld er hele produktionen støvsuget for kompromisser og i stedet for at fodre alle de andre i branchen, kan jeg sætte overskuddet direkte ind i trykket af den næste roman, som jeg skriver netop... nu.
 


søndag den 1. september 2013

Bogverdenens tallerkenvaskere

Tiderne forandrer sig. Mange i bogbranchen siger at det er kommet som et lyn fra en klar himmel, men vi er nu en del der har set det tordenvejr trække op - ikke mindst når vi skævede til erfaringerne i musikbranchen.

De nye digitale tider har rystet branchen. Boghandlere lukker og de etablerede forlag vælter på stribe. I sidste uge blev Borgen købt af Gyldendal, og Per Kofoeds forlag købt af Lindhart & Ringhoff.  Chokket forplanter sig i hele det litterære system. Og hvad betyder det så for forfattere som mig?

I værste fald betyder det ingenting. I bedste fald helt nye muligheder. For forfatterne har altid været bogverdenens tallerkenvaskere.

Når vi har været på de etablerede forlag, har vi selvfølgeligt været et sted hvor direktørerne som alle andre steder, har været vellønnede. Men alle andre, lige fra redaktører til telefondamer, har også vidst at der kom penge ind på deres konto hver den første. Sådan har det ikke ligefrem været at være forfatter. Og den grafiker der lavede forsiden på min første bog hos Borgen, fik ligeså meget på de par dages arbejde, som jeg fik for at bruge et par år på at skrive den. Og det skriver jeg ikke for at pive over det - for det var spillets regler - sådan er det jo at være tallerkenvasker. Men hvorfor skulle jeg som forfatter græde over at det system falder sammen?

Alt hvad jeg kan se er nye muligheder. Masser af mikroforlag der myldrer op, masser af nye distributions muligheder. Når vi sælger vores bøger selv tager vi selvfølgelig en risiko, men det har vi jo altid gjort - nu får vi bare også mulighed for at få oprigtig del i overskuddet. Og vigtigst af alt, vi er i direkte dialog med vores læsere over nettet, hvis vi sælger der... eller direkte i kontakt med de boghandler der skal sælge os i butikkerne.

Og hvordan har de reageret, alle de boghandlere der har haft masser af udfordringer med de nye platforme og en lang historie med de etablerede forlag? Først og fremmest har en masse af dem drejet nøglen om eller forvandlet det meste af butikken til papirvarer og lykønskningskort. Så er der mange der har forsøgt at komme ind i kampen og sat ind med et effektivt on-linesalg. Men mig bekendt er der kun én af dem der har kastet sig på hovedet ud i den nye tid sammen med forfatterne og set på nogle af de nye muligheder der også er midt i alle udfordringerne.

Jeg taler naturligvis om Arnold Busk, der i stedet for at blive forskrækkede over de nye strukturer, tager fat i den ende der hedder mikroforlag og selvudgivere. I stedet for at panikke over alle de nye aktører, har de valgt at gå i samarbejde med dem. Derfor åbner butikken i dag sin første etage for selvudgivere og mikroforlag - og de har endda smidt de små forlags bøger i vinduet ud mod Strøget.

Så der står min nye novellesamling "Dyrk ikke natten". Den står og kigger ud på alle de potentielle købere der haster forbi på Strøget og spørger sig selv om ikke tiderne er ok for netop dén...